Det er ikke helt ligegyldigt om du dyrker vin på friland eller i drivhus, når det kommer til beskæring af vinplanterne. Det har taget mig et par sæsoner, før jeg fandt den helt rigtige metode, men nu fungerer det og jeg får en fin høst ef søde saftige druer på friland.
En vinplante består af nogle tykke stammer og grene som er selve vinstokken. Det er her vinen får sin næring fra. Selve vinstokken skal du ikke beskære. Det man derimod beskærer er de lange nye sideskyd som skyder fra vinstokken.
Beskæring af vin på friland
Hvis du dyrker vin på friland som mig, er der her et par gode fif til, hvordan du bedst beskærer dine vinplanter.
Jeg starter beskæringen i juni måned og fortsætter hver uge frem til august. Vinrankerne vokser utrolig hurtigt henover sommeren og man kan godt blive lidt overrasket over, hvor tit man faktisk skal beskære dem. Men beskæringen er vigtig, fordi man jo ønsker at vinen bruger krafter på druerne og ikke på lange ranglede grene med store fyldige blade. Udover at vinplanten bruger energi på at lave grene og bladene, så skygger de også for vindrueklaserne og så får de svære ved at modne fordi de ikke får sol nok.
Det første år turde jeg ikke beskære vinen ret meget og det resulterede i at alle mine druer fik en meget underlig smag. De smagte nærmest gæret. Efter at have læst en masse om dyrkning af vin på friland fandt jeg ud af at når druerne ikke kan få sol og luft nok, så rådner de eller gærer, før de er klar til høst.
Når jeg beskærer mine vinplanter, klipper jeg de nye skud ned så der er 6 blade efter hver klase vindruer. De grene som ikke har nogle klaser, klipper jeg ind så de kun har 2 blade efter hovedstammen. Den sidste gang jeg beskærer i august, klipper jeg skudene ind så der kun er 2 bladpar fra klasen.
I december måned gør jeg vinen klar til vinteren og beskærer skudene ind til andet vækstpunkt. Så står de med små korte grene gennem vinteren helt frem til de begynder at skyde igen i april måned. Det er vigtigt at man ikke venter helt til januar med at beskære vinen, fordi den er en såkaldt ‘bløder’. Det betyder at hvis man klipper den for sent, så ‘forbløder’ den. Det gør den fordi planten har suget en masse vand op i stammen og hvis man klipper hul på grenene, løber saften ud. Derfor skla den beskæres i december, hvor saften primært er i rødderne.

Beskæring af vin i drivhus
Vin der vokser i drivhuset skal beskæres lidt hårdere end den på friland. Derfor beskæres alle sideskud ind til andet vækstpunkt fra hovedgrenen eller klasen. Hvis du vil beskære en af de tykke hovedgrene er det vigtigt at du klipper den af helt inde ved hovedstammen og først når du vinterbeskærer i december måned.
Husk også at binde hovedgrene op, så de ikke knækker. På friland er det lidt nemmere, fordi vinen kan gro op ad et stativ, men i drivhuste kan du hænge de tykke grene op med snore fra loftet.


