Normalt kan de første rabarber høstes fra midten af april måned, men man hvis man vælger at drive sine rabarber, kan man en smule tidligere.
Når man høster rabarber er det vigtigt at man sørger for at få så meget af bunden med som muligt. Nede om knolden sidder stæb´nglerne fast med en lille ‘fod’ og den skal med af. Stænglen må altså helst ikke knække. Måden man høster rabarberstænglerne på er ved at tage et godt greb nederst på stænglen og så lave et godt ryk i samme retning som rabarberen gror.
Hvor meget kan man høste af sin rabarber?
Hver gang du høster af din rabarber er det vigtigt at du kun høster cirka en tredjedel af de stængler planten har, så den har blade nok til at suge næring og lave nye stængler. Det er meget forskelligt hvor stort et udbytte du får af en rabarberplante, da det kommer an på hvilken sort du har og hvor stor din plante er.
Du bør stoppe med at høste rabarber til Sankt Hans i slutningen af juni måned så planten kan få ro til at producere lækre stængler igen til næste forår.
Rabarberblomster
En rabarberplante kan som mange andre afgrøder gå i stok. Det betyder at den skyder en meget kraftig stængel med blomst på op i midten af planten. Det sker selvfølgelig fordi planten skal lave frø til formering, men blomsten suger næring fra planten, som så ikke kan bruges på at lave stængler.
Hvis din rabarber blomstrer er det derfor en god idé at skære blomsterstænglen af så lang nede mod knolden som muligt.
At din rabarber blomstrer kan skyldes at knolden er gammel eller at du ikke har høstet ret meget af planten. Sørg derfor for at høste jævnligt hele sæsonen.
Du kan sagtens spise selve blomsten, men den smager efter sigende bedst når den stadig står i knop. Jeg har ikke prøvet det selv, men mans kulle kunne koge, stege eller dampe den. Blomsten indeholder ikke oxalsyre, så den er heller ikke så bitter, som stænglerne kan være.
Sådan opbevarer du rabarber
Når jeg høster mine rabarber knækker jeg altid bladene af i haven og bruger dem som bunddække i bedene eller lægger dem direkte på komposten. Så er jeg fri for at tage dem med ind og derefter ud igen. De fylder ret meget i spanden med køkkenaffald.
Hvis ikke du vil bruge dine rabarber med det samme kan du bare vaske stænglerne, skære dem i mindre stykker og så putte dem direkte i fryseren. Så er de nemme at tage op, når du skal bage eller koge saft eller andet.
Du kan også tilberede dem og foreksempel lave saft og kompot, som så kan fryses ned.


