Normalt bliver jeg begejstret, når jeg ser et dyr i haven, men dræbersneglen (ibirisk skovsnegl) er en uvelkommen gæst. For det første er den virkelig god til at formere sig og findes derfor ofte i store mængder i haven og for det andet spiser dræbersnegle alt på sin vej. Det går ud over mine afgrøder i køkkenhaven, Dahlia og blomsterne i skærehaven. Dræbersneglen anses for en invasiv art fordi den potentielt kan udrydde den sorte skovsnegl, som er et nyttedyr.

Det er forholdsvist nemt at kende dræbersneglen fra de andre snegle i haven. Den har ingen hus og ligner en orange skovsnegl og så samler den sig i flok, som andre nøgensnegle (altså dem uden hus) ikke normalt gør. Miljøstyrelsen har lavet en snegleguide, som kan hjælpe dig med at afgøre hvilke snegle du har i haven.

Udryd dræbersneglen uden gift

Min have er 100% giftfri og jeg kunne aldrig drømme om at sprede sneglekorn (jernfosfat) eller nematoder i min have, som mange ellers sværger til. Begge produkter har den uhensigtsmæssige virkning at de også dræber de andre snegle i haven.

Nematoder findes naturligt i jorden, men kan ikke kende forskel på snegle. Hvis man udsætter større mængder nematoder kan man derfor risikere at ødelægge livet for de mange andre snegle i haven som har en meget vigtig funktion for jordens kvalitet og hele økosystemet i haven. Og det vil jeg ikke blande mig i, for der kan jeg bestemt ikke kalde mig ekspert. Så vidt jeg ved, findes der heller ikke videnskabelige studier, som belyser den egentlige påvirkning af naturens balance, ved brug af nematoder.

Mange snegle er nyttedyr og har en meget vigtig funktion for jordens kvalitet og hele økosystemet i haven. De omsætter blade og andet til jord og er føde for flere forskellige dyr såsom pindsvin, rovbiller og fugle. Og faktisk findes der også snegle, som dræber dræbersnegle – nemlig den fine plettede gråsnegl (Leopardsnegl).

Vinbjergsneglen er et af havens fine nyttedyr. Den lever af plantedele, nedfalden frugt og døde dyr. Af og til støder jeg på en vinbjergsnegl med dens flotte store hus og det giver altid et lille gib i mig. Så ved jeg at nogen passer godt på min jord.

Ølfælder

En meget effektiv måde at udrydde dræbersnegle på er at lave en ølfælde. Jeg bruger en gammel kødbakke og den billigste dåseøl jeg kan finde. Kødbakkerne stiller jeg rundt på stierne i køkkenhaven Sneglene kan lugte øllen på lang afstand og bliver lokket af den. De kommer kravlende fra alle retninger og når de ender i øllet dør de. Fælderne tømmes dagligt og en ny øl hældes i.

Hvis du har en plante, som sneglene er særligt glade for, som fx Dahlia eller squash, kan du med fordel stille ølfællerne omkring planten.

Et hak med en skovl

Hver gang jeg møder en dræbersnegl på min vej rundt i haven, får de et hak med min skovl eller også træder jeg på dem. Ulempen er at en død dræbersnegl tiltrækker flere dræbersnegle, som kanibaliserer, men så er de selvfølgelig nemmere at finde.

Fjern æggene

Det er virkelig effektivt at fjerne dræbersneglenes æg. De lægger dem i små hulrum i jorden og i det høje græs eller under træstubbe der ligger på jorden. For at finde så mange æg som muligt, ligger jeg derfor brændestykker som afskæmning til mine stier i frilandsstykket. Om efteråret, når vejret er fugtigt og jeg alligevel er ved at klargøre køkkenhaven, løfter jeg brændestykkerne og der ligger som regel en fin klump æg.

Man kan også være heldig at finde æggene rundt omkring i blomsterbedene. Jeg støder ofte på dem når jeg luger det høje græs væk rundt i kanten af mine bede, som er omkrandset af natursten.

Når æggene er fundet, kvaser jeg dem med en finger. På den måde er jeg meget hurtigt fri for flere hundrede dræbersnegle næste år.

Indsamling og aflivning

Hvis man ikke bryder sig om at drukne dræbersneglene i ølfælder, eller træde på dem og hakke dem over, kan man også indsamle dem i en en spand og overhælde dem med spildkogende vand. Så dør de lige med det samme og kan hældes ud langt væk fra køkkenhaven og blomsterbedene, hvor de dræbersnegle som tiltrækkes ikke gør så meget skade.

Det er helt klart nemmest at indsamle dræbersnegle når duggen falder henunder aftenen. Her vælter de frem fra deres skjulesteder.

Kobbertape på højbedene

Jeg vil allerhelst undgå at skulle fiske dræbersnegle ud af mine højbede og derfor har jeg sat kobbertape rundt om dem. Dræbersneglene kan ikke lide at gå på tapen, så er det er en virkelig effektiv måde at holde dem væk på.

Jeg har også lagt grus mellem mine højbede for at undgå at der gror ukrudt som de så kan gemme sig i og bruge som stige til at klatre forbi tapen.

Kakaoflis

For at undgå at sneglene æder mine jordbær, spræder jeg kakaoflis rundt i bedet. Jeg ved ikke om det har en videnskabelig virkning, men jeg har god erfaring med det. Desuden sikrer kakaoflisen at jordbærerne ikke ligger direkte på jorden, så de rådner eller bliver spist af regnormene.

Kakaoflisen holder alle snegle væk, men skader dem ikke, så der sker ikke noget med nyttesneglene – altså lige bortset fra at de ikke får del i jordbærhøsten!

Jeg strør også kakaoflis uden om squashplanterne, når jeg sætter dem ud i frilandstrykket. Det holder sneglene væk den første tid, mens planterne vokser sig større.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategori:

Dyr i haven

,

Snegle

Del:
Seneste indlæg
Følg Solbakke Gård
Populære indlæg
Instagram
{“error”:{“message”:”Error validating access token: Session has expired on Sunday, 01-Dec-24 00:19:28 PST. The current time is Monday, 19-Jan-26 19:23:03 PST.”,”type”:”OAuthException”,”code”:190,”error_subcode”:0,”fbtrace_id”:”A17_FDAuC6Pv2qvHgB_YTMS”}}